07.43

Jeg vågner, solen skinner, og fuglene synger. Det bliver endnu en smuk og varm dag. Jeg elsker den danske sommer, især når solen skinner. Jeg rækker ud efter min smartphone – klokken er 7.43, og det er tid til at stå op. Min kone og børn sover stadig.

Jeg står op og går nedenunder til vores store vindue, som vender ud mod Hejlsminde Nor og Lillebælt lidt længere ude. Det er et syn, jeg aldrig bliver træt af – bakket terræn og havet, en smuk kombination.

Pludselig mærker jeg, at noget trykker bag mit brystben. Det er en følelse, jeg aldrig har oplevet før. Hvad kan det være? Det føles, som om noget sidder fast. Jeg kan ikke huske at have spist noget i løbet af natten, som kunne forklare det mystiske pres. Jeg går ud til køleskabet, finder noget kakaomælk og drikker det i håb om, at den stramme fornemmelse i brystet forsvinder. Det hjælper ikke. Imens er Nanna og børnene vågnet og kommet nedenunder.

“Hvordan ser du ud,” siger Nanna. “Er du okay?”

Godt spørgsmål, tænker jeg og siger:

“Jeg ved det ikke. Jeg har sådan et mærkeligt pres bag brystbenet.”

Hun spørger:

“Hvad tror du, det er?”

“Jeg har ingen idé.”

Jeg grubler intenst over, hvad jeg skal gøre, og udbryder pludselig:

“Jeg går ud og hænger mig i garagen …”

Nanna kigger underligt på mig, og jeg skynder mig at tilføje:

“Øh, altså i armene.”

Måske er det noget muskulært, for eksempel en klemt sene. Jeg hopper op og griber fat i kanten af garagetaget og strækker hele kroppen så godt jeg kan. Jeg aner ikke, hvor længe jeg hænger og dingler derude, men pludselig står Nanna i døren og siger:

“Hvor længe har du tænkt dig at hænge der?”

Jeg hopper ned, og hun spørger, om det hjalp:

“Nej, desværre ikke,” svarer jeg.

Hvad nu? Jeg har ingen idé.

“Lad os prøve thai – måske hjælper det.”

Nanna ryster på hovedet. Jeg lægger mig på det kolde trægulv og beder Nanna om at gå sidelæns hen over min ryg. Jeg ligger på gulvet med brystsmerter og beder min kone om at massere min ryg. Lyden af min ryg, der knaser, og det kolde gulv får mig et øjeblik til at glemme smerterne i brystet. Men det hjælper heller ikke. Jeg begynder at løbe tør for idéer og sætter mig i sofaen for at tænke. Nanna og børnene spiser morgenmad. Jeg beder Nanna gøre vores ældste søn Erik klar til børnehave og tage Karl med sig. Han er kun 90 dage gammel den dag, og jeg kan næsten ikke overskue at passe ham. Mens Nanna er på vej ud ad døren, råber jeg efter hende:

“Jeg går i seng og prøver at finde ud af, hvad det her er.”

Jeg tror, jeg prøver at berolige hende lidt.

Det er rart at komme tilbage i sengen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, men tænker, at Google måske kan være min ven. Jeg googler brystsmerter og finder nogle sider. Jeg skimter det første afsnit og kommer ned til en liste, hvor der står følgende:

Oplever du:

• Udstråling i venstre arm eller begge arme?

• Går smerten op i kæben?

• Er du svimmel?

• Har du koldsved?

• Har du smerter i brystet?

Jeg kunne svare ja til alle fem punkter.

Konklusionen var, at jeg højst sandsynligt var ramt af en blodprop i hjertet. Her skulle man tro, at jeg gik i panik, men det gjorde jeg ikke. Jeg blev nysgerrig og læste videre. Jeg fandt en linje, der sprang i øjnene på mig: 1 ud af 4 mænd med en blodprop i hjertet dør, før de når hospitalet. Igen skulle man tro, at jeg gik i panik – men det gjorde jeg ikke. I stedet rejste jeg mig, tog noget tøj på og gik nedenunder igen. Ude på toilettet satte jeg håret, børstede tænder og gik ind i stuen for at vente på Nanna og Karl. Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle forklare hende det, jeg havde læst. Fire måneder tidligere, den 9. april, havde Nannas far fået en hjerneblødning, og den oplevelse sad stadig dybt i hende. Jeg skynder mig at tilføje, at han kom sig uden mén.

Jeg hører hendes bil i indkørslen og tænker: Hvad skal jeg sige til hende? Døren går op, og før jeg når at sige noget, råber hun:

“Hvad fandt du ud af?”

“Øh … jeg tror, jeg har fået en blodprop i hjertet.”

Hun virkede overraskende rolig, og jeg bad hende ringe til vores læge Anders. Heldigvis kom hun igennem med det samme og fortalte ham om mine symptomer. Hun spørger, om vi skal komme forbi. Anders hæver stemmen og siger:

“Nej, det skal I ikke – jeg ringer efter en ambulance med det samme. Det er proceduren.”

Det gik op for mig, at det her var alvorligt. Meget alvorligt. Hvad gør man, mens man venter på en ambulance med en mulig blodprop i hjertet? Én ting, man i hvert fald ikke skal gøre – selvom det ofte dukker op som et godt råd på Facebook – er at hoste. Det kan få fatale konsekvenser.

Jeg lægger mig på sofaen og laver åndedrætsøvelser. Der går ikke lang tid, kun 12 minutter, før ambulancen ankommer.

En ambulancebehandler og en ambulanceassistent træder ind i huset. De begynder med at tage et EKG på mig for at få et øjebliksbillede af min situation. Jeg ligger på ryggen med elektroder på bryst, arme og ben. Efter kort tid kan de aflæse på deres udstyr, at noget er galt. Jeg hører dem svagt diskutere, hvor jeg skal køres hen. Først taler de om Vejle, så Kolding og derefter Odense. Pludselig siger paramedicineren til sin kollega, at de skal have fat i en helikopter med det samme. Jeg tænker: shit, det her er slemt – men lige efter rammer det mig: en helikopter, det er da ret sejt, sådan en har jeg aldrig fløjet i før, og den kan sagtens lande her hos os, for her er der ikke andet end marker. Helikopterturen blev dog ikke til noget, da den var på vej til at redde en anden mand, så jeg måtte nøjes med en tur i ambulance til Odense – en forventet rejsetid på 45 minutter. De kørte en båre ind gennem den store vinduessektion, og jeg sagde farvel til Nanna og sagde til hende:

“Det skal nok gå.”

Hun smiler, græder lidt og giver mig et lille kys på munden. Inden jeg kom ind i ambulancen, mødte jeg min svigerfar, som stod ved siden af. Han sagde:

“Det skal nok gå.”

Jeg smilede og svarede:

“Ja.”

At høre de ord fra min svigerfar gav mig en smule ro. Han havde jo selv lige været igennem en hjerneblødning.

Turen i ambulancen føltes lidt som en rejse til ingenmandsland. Jeg blev transporteret væk fra det kendte – mit hjem – mod det ukendte, hospitalet i Odense. Jeg kunne regne ud, at turen ville gå hurtigt. Ifølge Google Maps er der 93 km til hospitalet, og turen tager normalt 64 minutter. I starten lå jeg og gættede på, hvor langt vi var nået. Jeg kunne svagt se forskellige ting gennem bagruden. Det blev hurtigt kedeligt. Tanken afløste langsomt kedsomheden: Jeg kunne måske dø. Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved:

• Er det her min sidste dag?

• Får Karl kun 90 dage med sin far?

• Hvad skal der ske med Nanna og Erik?

Mine tanker blev afbrudt af ambulancebehandleren:

“Jeg sprøjter lige noget ind under din tunge.”

Det var Glytrin, som er et middel mod hjertekramper. For at holde samtalen lidt i gang spurgte jeg hende, om det smagte godt. Hun svarede, at hvis jeg havde spurgt hende for et halvt år siden, ville svaret have været nej, men nu havde de tilsat lidt mint, så smagen var okay. Hun glemte dog lige at nævne bivirkningerne, så to minutter senere lå jeg i ambulancen med brystsmerter og en voldsom hovedpine.

Da vi nærmede os Odense Universitetshospital, var der meget dialog mellem ambulancebehandleren og teamet, der ventede på mig … fortsættes måske …